Madeira guide

Madeira guide

Så er jeg tilbage med et nyt indlæg omhandlende Madeira og deres skønne mad muligheder (også for os som er glutenintollerant/allergiker). Der er gået lidt tid siden sidste indlæg, men jeg er imellemtiden flyttet og har arbejdet meget over sommeren, og så en tur til Madeira, som jeg nu vil dele med jer. Vi rejste med Spies rejser, og det var virkelig en skøn rejse!

Der er simpelthen så mange muligheder for glutenfrit på Madeira, så det var virkelig en skøn oplevelse. Vi undersøgte på forhånd, hvad hotellet havde af muligheder, og de kunne sagtens skaffe glutenfrit brød. Læs med nedenfor om alle de forskellige restauranter samt hotellets restauranter vi prøvede og de glutenfrie muligheder.

HOTEL – THE CLIFF BAY

IL GALLO D´ORO RESTAURANTE:

Vi spiste morgenmad på Il Gallo D´oro alle morgener bortset fra én, og det var simpelthen bare helt vildt lækkert. De havde glutenfrit brød, som jeg fik nogle af dagene og andre dage spiste jeg f.eks. æg. Der var mulighed for at bestille diverse retter fra et menukort, men der var også buffet, som var rigtig godt. Generelt meget lækker morgenmad og et virkelig service-minded personale, som også var gode til det glutenfrie.

Derudover en skøn havudsigt, så det var bare en dejlig måde at starte dagen på.

Det er helt klart en anbefaling at prøve The Cliff Bay hotel, hvis du skal til Madeira og også vil have en luksuriøs oplevelse, for der var det godt nok. Det er som sagt med Spies, at vi fandt dette hotel. Det var en super skøn uge med en masse gode oplevelser.

THE BLUE LAGOON:

Frokosten blev en del af dagene tilbragt på hotellets frokost restaurant, da menukortet er rigtig stort og vi tit var der ved frokosttid. Udover det store menukort, var der dagens retter alle dage og dermed en masse forskelligt mad og muligheder hver dag.

Vi prøvede dagens ret et par gange. Jeg fik blandt andet tunfilet og hummer – så lækkert! Restauranten havde generelt et stort udvalg af glutenfrit og endda også vegetar, hvis man spiser det.

Så det var virkelig skønt og lækkert og igen med den flotteste havudsigt.

LE CLIFF BAR:

Hotellet som vi boede på havde også en café/bar, hvor man kunne få drinks, men de havde også et lille menukort med mad. Denne prøvede vi selvfølgelig også en af aftenerne. Menukortede mindede en smule om frokostrestauranten “The Blue Lagoon”, men der var lidt forskel.

Her fik jeg en cæsar salat men med rejer, hvilket var rigtig godt. Generelt fik jeg fisk hver dag tror jeg, dog forskellig fisk, bare fordi det smager så godt og de laver det rigtig godt dernede.

LA PASTA:

Funchal by har også fine restauranter, hvor vi blandt andet fandt “La Pasta”. Det var egentligt ret hurtigt vi fandt den, da vi skulle have frokost efter en tur i bjergene. Jeg var næsten sikker og klar på at skulle have en salat, da det var italiensk og det efter min oplevelse ikke er så mange italienske, som har glutenfri pasta.

Det viste sig dog, at de havde glutenfri pasta her, så der var jeg i himlen. Du kender det måske selv, hvis der er noget du ikke kan tåle, men jeg bliver så glad, hvis jeg f.eks. ser, at en restaurant har glutenfri pasta. Derfor var vi her faktisk to gange, da det også var super lækkert.

Brødet som er på billederne er desværre ikke glutenfrit, men heldigvis behøver man jo ikke en forret, og så er det godt, at de har glutenfri pasta.

RESTAURANTE INFORMAL:

Restaurante Informal er også en restaurant, som ligger i Funchal by. Vi havde ikke reserveret bord nogle steder, så vi gik tilfældigvis forbi den og var meget heldige at få et bord. Et tip er at bestille i god tid, faktisk generelt på Madeira, da det er svært at få bord på restauranterne på Madeira i højsæson (fortalte de fleste tjenere dernede, så det er jo godt at vide).

I hvert fald delte vi nogle forskellige retter her og det var rigtig godt. Lidt specielt, da det ikke er et typisk menukort, men rigtig spændende at prøve. Igen var de super bevidste om allergener her og gjorde alt for, at vi fik en god oplevelse – og det var det bestemt!

FORA D´ORAS RESTAURANTE & GASTROBAR:

Tæt på vores hotel ligger restauranten Fora Dóras Restaurante & gastrobar. Jeg vidste ikke, hvilket glutenfrit udvalg de havde, men synes ud fra billederne, at det så godt ud og, at der godt kunne være noget. Det viste sig også, at jeg faktisk kunne få så mange af retterne, at det var svært at vælge. Et “problem”, som jeg ikke så tit kommer ud for, da der ofte er gluten i mange retter.

Personalet var rigtig søde og bevidste omkring allergener, og de spurgte kokken da jeg havde spørgsmål i forhold til retterne, så det er virkelig rart synes jeg. Jeg endte med en tuntatar, hvor der fulgte salat med. Derudover købte vi nogle fritter, som jeg også fik til. Det smagte utroligt godt og helt sikkert et sted, som jeg vil besøge igen!

HOTEL – THE CLIFF BAY

THE ROSE GARDEN:

The Rose Garden er endnu en restaurant, som faktisk også lå på hotellet. Vi spiste aftensmad her den sidste aften, hvor de havde portugisisk tema, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var en tre retters menu, hvor forretten blandt andet var med tun og kikærter, og det smagte rigtig godt.

Hovedretten var en klassisk Madeira ret. Det var sort sværfisk med banan. Jeg tænkte først, at lød en smule underligt, men det viste sig at smage utroligt godt! Helt ærgerligt, at jeg ikke havde bestilt det nogle af de andre aftener på andre restauranter, men det må jo bare blive en anden gang. Det var i hvert fald en super god aften!

Det var virkelig en skøn tur til Madeira og første gang vi besøgte øen.

Øen har en meget smuk natur, rigtig sød befolkning og så gode muligheder for glutenfrit, hvilket bare er så dejligt, når man har disse begrænsninger. Jeg håber, at du kunne få lidt inspiration, hvis du skal til Madeira. Jeg har derudover postet en del billeder fra turen på min Instagram @christineheller, hvis du har interesse I at se flere billeder fra øen. ✨

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.