Min historie
Dette indlæg bliver lidt anderledes, da jeg gerne vil dele min historie som glutenallergiker med dig. Måske du selv kan genkende noget af det og bruge lidt af min oplevelse som hjælp <3
Jeg er i dag 20 år gammel, og har siden jeg var ganske lille haft diverse maveproblemer, og de varede ved, også da jeg blev ældre. Det blev for alvor slemt, da jeg var ca. 7 år gammel. Fra jeg var 7 år gammel og flere år frem, spiste jeg ofte kun 1-2 bidder af min aftensmad, da jeg derefter fik utroligt ondt i maven. Sådan stod det på i nogle år. I al denne uvished tog jeg til lægen og blev også indlagt på hospitalet for at finde årsagen til mine mange mavesmerter. Alt var helt normalt.. det gav ingen mening, da jeg konstant havde mavesmerter. Nogle gange i løbet af årene har mine mavesmerter været så ekstreme, at jeg er blevet akut indlagt. Jeg har fået foretaget diverse undersøgelser, man overhovedet kan forestille sig, og de blev ved med ikke at kunne finde årsagen.
Derfor har jeg også gennem årene prøvet diverse alternative behandlere som biopat, kineseolog, homøopat, body SDS, fysioterapeut, kiropraktor, og endeligt en diætist, Maiken Beck, som fortæller mig, at jeg har irritabel tyktarm. Jeg blev derfor af diætisten præsenteret for low FODMAPdiæten. Dette er en diæt, hvor jeg skulle udelukke diverse fødevarer, og kun måtte spise et vist antal gram af f.eks. en banan. Det lyder vildt, at jeg kun måtte få et vist antal gram af nogle fødevarer, men dette skyldes, at der i nogle fødevarer f.eks. er for meget fruktose. Dette kunne have betydning for mit mavesystem på grund af irritabel tyktarm. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om dette på low FODMAP’s hjemmeside.
Tre meget betydningsfulde og svære fødevarer skulle jeg så undgå – gluten, mælk og løg. Disse tre fødevarer finder du i rigtig meget mad, så jeg husker, at det var svært at skulle leve efter denne diæt. Desuden jeg har lige siden undgået sukkerærter, svampe og champignoner, men det er lidt nemmere at leve uden i hverdagen. Jeg havde døjet med uforklarlige mavesmerter i mange år, så alligevel var jeg klar til at prøve. Derfor udelukkede jeg gluten, mælk og løg fra min kost samt de fødevarer som er no-go ifølge low FODMAP diæten. Denne diæt var jeg også på, da jeg tog til England 1/2 år i 2016 og gik i skole. Det betød derfor, at en ny familie skulle indfinde sig med mine behov. Jeg levede efter grundprincipperne i nedenstående skema, og det virkede godt for mig.
Jeg fulgte low FODMAP i England og efterfølgende, da jeg kom hjem til Danmark og efter flere år havde denne diæt hjulpet mig utroligt meget! Jeg undgik mælk, løg og gluten (stadig gluten i dag) i 3-4 år, og herefter reagerede jeg ikke længere på løg og mælk! Kæmpe lettelse for mig. Det betyder, at min mave er blevet stærkere, og derfor kan nedbryde mælk og løg igen – stadigvæk ikke gluten.
Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig <3
[…] Min historie […]
[…] Min historie […]
[…] Jeg har fundet mine veje til at slippe af med oppustetheden, nye rutiner og andet, som jeg rigtig gerne vil dele. Du kan også læse min historie med uforklarlige mavesmerter, hospitalsbesøg mm. lige HER. […]